Goa som chartermål

goa beach familiernes rejsemagasin

goa beach familiernes rejsemagasin

Goa:

Yep, man kan sagtens hive familien på charterferie…i Indien.

Lad os være ærlige, Indien kan på nogle områder være et hårdere land at rejse i, end andre.. Men omvendt er det en eventyrlig destination, med utallige muligheder.

Og vælger man charterfaconen, er det hele ret lige til.

Flere fly mellemlander i Abu Dabi og de fleste flyselskaber på ruten er i den bedre ende af skalaen.

Alene den semihektiske stemning i Goas lufthavn, er et kapitel for sig. Frembrusende kuffertgøglere uden forståelse for din hang til at holde fast,  den indiske hede på vej mod lokalversionen af en charterbus, og det tryglende håb på en velkørende aircondition.

Snart har de værste danskerophobninger løsnet sig, og blikket hviler på de forbifarende landskaber, i alle regnbuens farver. Indtryk er der rigeligt af i Goa. Duftende krydderimarkeder, tingel-tangel boder i blikskure, langs de mest trafikerede hovedstrøg, smukt malede elefanter og selvfølgelig hoteller samt spisesteder.

goa familiernes rejsemagasin

Goa er Indiens mindste delstat, og er delt op i nord og syd, med hovedstaden Panjim i midten. Eftersom området ser betydeligt mere regn end resten af landet, er Goa langt grønnere og frodigere.

Palolim helt nede i delstatens sydlige ende, er klart den førende paradisdestination, i forhold til tilstrømmende turister, med en hang til ro og hvide sandstrande.

Men også nordlige Goas Baga og Calangute Beach, er et fantastisk område. Her kan man opleve en bred palet af stedets muligheder.

Baga og Calangute er strande som grænser op til hinanden. Restauranter, barer og hoteller, befinder sig naturligvis i sandkanten, og man kan slentre rundt til de forskellige fikspunkter.

Den bagende sol, de kolde øl, sandet mellem tæerne og udsigten til jernmalmsskibene i horisonten, gør en hver pause her, ret fantastisk.

Overalt i Goa ser man fritgående hellige køer, som dikterer trafikken. Det er faktisk direkte bandlyst at dytte af en ko.. Det hellige aspekt gør derfor, at man ikke ser oksekød på en hver menu. Men selvfølgelig kan det opstøves.

goa familiernes rejsemagasin

Er man på egen hånd kan hotel Resort Marinha Dourada i Baga, klart anbefales. Placeret blandt rismarker, og små rolige bebyggelser, er stemningen herligt autentisk. En af de to swimmingpools befinder sig klods op af resortets to store søer, hvilket giver en spektakulær naturfornemmelse. Servicen er god, uden fine fornemmelser og restauranten serverer lækre lokale retter. Duften fra kokkerierne under den frembrudte og stjernespækkede nattehimmel, harmonerer iøvrigt fortræffeligt med cikadernes symfoni.

Her findes også et overdækket legeland til ungerne, så man kan nyde den attraktive varme, uden at være midt i den truende sol. For solen ER hård i Indien. man skal være omhyggelig med solcreme og stunder i skyggen.

Se hotellets hjemmeside lige her:

Lige ved siden af hotellet ligger en lokal markedsplads, hvor man ugentligt har mulighed for at opleve de gængse events. Baga strand kan man slentre til i sine klipklappere, på under et kvarter. Og rutens scenarie er intet mindre end fortryllende. Langs Baga River udfolder den Nordgoanske natur sig for dine øjne, imens lokale køretøjer tøffer forbi, og dufte fra restaurationer i vejkanten kaprer dine sansers fulde opmærksomhed.

Men husk endelig også at tage nogle tilfældige afstikkere, på de små landeveje. Ud på ukendt terræn i den fortryllende natur. Her ligger eventyret bogstaveligt talt, lige om hjørnet.

goa familiernes rejsemagasin

Man kan med TukTuk eller taxa komme til nabostranden Anjuna. Dette var stedet, hvor hippierne i 70erne grundlagde Goa House bevægelsen, og festede sig mere eller mindre midt over. Malede palmetræer og strandbarer bevidner stadig om strandens ophav, men syrehovederne er erstattet af markedspladsens stadeholdere, og en masse turister.

Calangutes overskuelige bymidte er en lille rundkørsel, med gade mod stranden, boder, restauranter og en række “almindelige” butikker, så shoppinggenet også kan forkæles.

Goas hovedstad Panjim er kun en hyggelig taxatur væk fra Baga, og rummer alt det forventede. Smukke bygninger, kaotisk trafik, markeder, lækker mad, tvivlsom mad, liv og indkøbsmuligheder.

Både Apollo, Spies, Bravo Tours og Jysk Rejsebureau er blandt de danske udbydere af rejser til Goa.

goa familiernes rejsemagasin

goa familiernes rejsemagasin

 

Tekst: Peter Sørensen   Fotos: Pixabay